"Mon han overhovedet kan gå i gymnasiet?"

Nyhedsbrev 2/24

Denne uge markerer begyndelsen på et nyt kapitel i skolelivet for mange unge mennesker. Grundskolen er slut, og nu starter ungdomsuddannelsen eller måske et år på efterskole. Det er både spændende og nervepirrende for de fleste. Men for mange unge mennesker med dysleksi indebærer overgange desuden en frygt for, om den nye skole forstår deres udfordringer, og om skolen er rustet til at imødekomme deres behov.

For at illustrere hvad der kan være på spil, vil jeg gerne fortælle om et ungt menneske, William, jeg har kendt i mange år.

Williams vej gennem grundskolen har både været præget af store nedture og opture. Og det er vigtigt at forstå hans baggrund, for at kunne forstå hans reaktioner og adfærd ved overgangen mellem grundskole og gymnasium. Først gik William på en lokal skole, hvor han "desværre" ikke var én af de elever, der havde allerstørst vanskeligheder. Det betød, at skolens lærere og ledelse ikke udviste ret stor forståelse for hans vanskeligheder, og at han derfor først blev testet for dysleksi sent i skoleforløbet. Selv efter ordblindediagnosen, fik han kun minimal hjælp til sine læse- og stavevanskeligheder.

Fagligt medførte det, at han kun lærte meget lidt. Og han udviklede efterhånden en selvforståelse, der var præget af følelsen af fiasko, opgivenhed og generelt manglende tro på egne evner.

Men heldigvis slutter historien ikke her, for William endte med at skifte skole i slutningen af 7. klasse. Og på den nye skole blev han både mødt med høje faglige forventninger, med tydelighed og med en god portion forståelse, støtte og stilladsering - både i og uden for den almindelige undervisning. Dette gjorde både, at han blev tryg, og at han fik mulighed for at udvikle en god indsigt i egne behov, muligheder og begrænsninger. Og det betød, at det blev muligt for ham at arbejde med sine egne strategier og det faglige stof i skolen. I slutningen af 9. klasse beskrev hans lærere , hvordan hans arbejdsmoral var fremragende, og hvordan han i løbet af kun to år gik fra at være meget bagefter inden for de fleste faglige områder til blandt andet at få topkarakterer i dansk.

Og så var det tid til, at William skulle begynde på en ungdomsuddannelse. Han ville gerne på STX, for det var han begyndt at tro på, at han godt kunne. Men trods den fantastiske faglige og personlige udvikling, William havde haft i de sidste grundskoleår, så sad alle de gamle oplevelser, erfaringer og følelser stadig i ham. Og det gjorde, at han for alt i verden ville gå på det gymnasium, han allerede kendte til og var tryg ved, og som han vidste havde godt styr på elever med dysleksi. Men desværre kom han ikke ind på det ønskede gymnasium. Og så gik noget i stykker. En stor del af sommerferien blev brugt sammenkrøbet i et sofahjørne, og få dage inde i det nye skoleår gav han op. Han ville hellere slet ikke gå i gymnasiet, end han ville gå der, hvor han blev utryg, og hvor han ikke oplevede, at skolen havde styr på hans behov og rettigheder.

Williams forældre kæmpede gennem hele sommeren for at få ham rykket til det ønskede gymnasium. Blandt andet skrev og talte de med en ansat i Regionsrådet, der behandler denne type klager. Og da han fik beskrevet Williams sårbarhed og behov for struktur og tryghed, fik forældrene at vide, at med den beskrivelse, så lød det som om, William sandsynligvis også havde andre udfordringer end dysleksi: "For dysleksi gør jo ikke, at man er så sårbar". Og derfor vurderede denne mand, at William måske slet ikke var egnet til at gå i gymnasiet.

Og det er jo rigtigt, at dysleksien ikke i sig selv medfører sårbarhed og ekstra behov for tillid og tryghed i relationer og uddannelsesrammer. Men for et ungt menneske, der har mange års erfaring med at mislykkes, med hverken at blive forstået eller hjulpet og med at føle sig forkert og anderledes, så skal der ofte ikke ret meget til, før alt dette bliver reaktiveret. Det kan være en enkelt oplevelse, hvor den nye skole ikke har styr på LST'en, eller hvor der ved et intromøde bliver sagt noget, der indikerer manglende forståelse for elever med dysleksi.

Og så kan det efterfølgende være utroligt svært at få etableret den tillid og tryghed, der skal til for at eleven med dysleksi kan lære og trives på sin nye ungdomsuddannelse. Også selv om skolen måske faktisk, udefra set, har ret godt styr på både indsatser og forståelser.

I Williams tilfælde betød forældrenes ihærdige indsats, at det til sidst lykkedes ham at blive optaget på det gymnasium, han havde ønsket. Og med ét var sårbarheden væk, og al hans ihærdighed og lyst til skole og læring blev igen dominerende.

I min optik bekræfter denne historie, at elevens adfærd, selvforståelse og behov ved overgang til en ny uddannelse/skole hænger tæt sammen med hans tidligere oplevelser med relationer og uddannelse.

Og den illustrerer, hvor vigtigt det er, at den modtagende skole lige fra allerførste kontakt signalerer, at de har rammer og retningslinjer og tiltag til at støtte eleven, så han har mulighed for at deltage og lære på lige fod med klassekammeraterne.

Og så fortæller historien måske også noget om, at der ikke er lige muligheder for alle. For nogle elever har forældre, der kaster sig ihærdigt ind i kampen, mens andre forældre måske ikke har det overskud og den vedholdenhed, det desværre kræver.

Under alle omstændigheder håber jeg sådan, at alle de skoler, der i disse dage modtager nye, spændte og nervøse elever, får taget rigtig godt imod dem.

Og jeg ønsker alt det bedste til alle de elever, der skal begynde på en ny skole. Jeg tror fuldt og fast på, at det nok skal gå godt - også selv om skolen måske virker lidt langsom til at begynde med.