Er tiden ved at løbe fra Ordblindetesten?

Nyhedsbrev 2/23

Jeg har længe været bekymret over, hvordan den snævre digitale dysleksidiagnose alt for ofte bliver afgørende for, om en elev kan få hjælp og støtte til sine vanskeligheder eller ej. Og jeg bryder mig ikke om, hvordan det store fokus på dysleksidiagnosen let kommer til at skabe utilsigtede ulemper og eksklusion for andre elever, fordi de, der ikke ender i rød kategori i Ordblindetesten, ofte ikke får den fornødne hjælp.

I et stykke tid har jeg derfor haft min opmærksomhed rettet særligt mod udsagn, tendenser og strømninger, der peger mod en ny og bredere måde at forstå og arbejde med elever med læse- og skrivevanskeligheder. Og jeg fornemmer, at der er noget nyt på vej, som forhåbentligt kan danne grobund for en mere nuanceret forståelse af dysleksi og elever i læse- og skrivevanskeligheder.

1: Måden vi tester for dysleksi i Danmark

Til ORD22-konferencen i september 2022 hørte jeg professor, Peter de Jong, fra University of Amsterdam pointere, at det kan være usikkert at forsøge at afdække dysleksi ved at teste for det underliggende deficit (den nedsatte evne til at koble lyd og bogstav), da eleverne fx også kan have underliggende styrker, der kan sløre omfanget af deres dysleksi. Hans konklusion var derfor, at man kun bør teste for dysleksi ved at undersøge elevernes funktionelle vanskeligheder med at læse og stave, og ikke ved at forsøge at konkludere på de kognitive aspekter ved vanskelighederne.

Men i Danmark er det jo netop det underliggende fonologiske deficit, vi forsøger at afdække i ordblindetestens opgaver, der kun tester evnen til at koble lyd og bogstav, mens elevernes funktionelle læse- og stavevanskeligheder ikke indgår i diagnosticeringen.

2: Måden vi forstår læse-/skrivevanskeligheder - ICD-11

WHO opererer med en international klassifikation af sygdomme og andre helbredsrelaterede tilstande - den såkaldte ICD-klassifikation. For tiden er man i gang med at overgå fra den nuværende ICD-10 til den nye ICD-11, der i de kommende år skal udrulles i det danske sundhedsvæsen. Og i forhold til dysleksi er det potentielt virkelig interessant. For i den gamle ICD-10 (og i tidligere versioner) optræder dysleksi/ordblindhed som en specifik diagnose med sit eget nummer og sin egen definition. Men i ICD-11 er det ikke længere tilfældet. Dysleksi optræder simpelthen ikke længere som en selvstændig diagnose. Nu hedder det i stedet: "Developmental learning disorder with impairment in reading/writing" - oversat til dansk: Udviklingsmæssig læringsvanskelighed knyttet til læsning/skrivning. (ICD-11 er endnu ikke oversat til dansk, derfor den engelske version.)

Dette understøtter den tendens, jeg fornemmer, er på vej. En tendens, hvor vi ikke længere er helt så interesserede i diagnoser eller i, om man klinisk falder indenfor eller udenfor den magiske skillelinje. Men hvor vi retter fokus på, hvordan alle elever - alle mennesker - kan opnå bedst mulige den læring, trivsel og deltagelse. Og det kan vi blandt andet gøre ved at have konkret viden om, hvor elevens vanskeligheder, styrker og behov er, når han/hun læser og skriver i hverdagen, for så kan vi sætte ind med støtte og stilladsering, hvor behovet er.

3: Undersøgelse af Ordblindetestens resultat hos universitetsstuderende

I 2022 udkom en meget interessant artikel i Annals of Dyslexia: "Identifying dyslexia at the university: Assessing phonological coding is not enough" af Helle Fredslund Ottosen, Katrine H. Bønnerup, Ethan Weed og Rauno Parrila.

Artiklen bygger på en undersøgelse på Aarhus Universitet, hvor man har undersøgt om Ordblindetestens ensidige fokus på fonologisk kodning er tilstrækkelig til at identificere studerende med dysleksi på universitetsniveau.

Essensen af undersøgelsen er, at man har bedt to grupper af studerende med læse- og skrivevanskeligheder, der hhv. er testet ordblinde og ikke-ordblinde i Ordblindetesten, samt en kontrolgruppe af studerende uden læse- og skrivevanskeligheder, om at lave tre supplerende test med ordlæsning og stavning, og så har man sammenlignet resultaterne af disse med hinanden og med resultaterne i ordblindetesten.

Og konklusionen var, at testning af den fonologisk kobling af lyd og bogstav ikke altid er tilstrækkelig til at identificere dysleksi hos studerende på universitetet.

Det får mig til at tænke på, om disse studerende mon var endt i rød kategori i ordblindetesten, hvis de var blevet testet tidligere i deres uddannelsesforløb? Eller måske ville de allerede i grundskolen have haft så gode kognitive kompetencer, at det ville have givet et ikke-ordblindt resultat, selv om de faktisk havde dysleksi. Under alle omstændigheder finder jeg det tankevækkende (og ikke ret betryggende), hvis den test, der skal sikre diagnosticeringen af alle elever og studerende, ikke entydigt klarer opgaven.

Altså:

Er tiden mon ikke ved at løbe fra det ensidige fokus, vi i Danmark har på den kognitive, fonologiske del af dysleksien? Hvor ville jeg dog ønske, at vi gik tilbage til en grundigere udredning af elevernes funktionelle vanskeligheder og sproglige kompetencer og udfordringer set i relation til den uddannelseskontekst, de er i. For på den måde får vi det bedst mulige udgangspunkt for at forstå elevernes behov, så vi rent faktisk kan stilladere og støtte bedst muligt - så eleverne kan lære og trives mest muligt. Og ja, det tager længere tid og kræver flere ressourcer, men til gengæld ville udredningen blive mere sikker, og vi ville virkelig kunne bruge den som udgangspunkt for en nuanceret forståelse og indsats for den enkelte elev - både i hverdagen og til prøverne - og både for elever over og under dysleksi-skillelinjen.

Line Leth