Ugens tip 25: Ordblinderisikotesten

I denne måned kom endnu en ordblindetest - eller rettere ordblinderisikotesten - som kan bruges fra slutningen af 0. klasse samt i 1. klasse til "en tidlig identifikation af elever, der har forøget risiko for at udvikle alvorlige afkodningsvanskeligheder (herunder ordblindhed). Man kan forebygge og reducere sådanne vanskeligheder væsentligt gennem en forstærket tidlig indsats" (UVM, nov. 2016).

Ordblinderisikotesten og det kommende retskrav for forældre om at kunne få deres barn ordblindetestet har fået mig til at tænke over et par ting, som, jeg synes, er vigtige at gøre klart for sig selv, for kolleger, ledelse, forældre og elever, inden man iværksætter nye tiltag og indsatser på området.

Hvad vil det sige at være i risiko for at udvikle dysleksi?

Dysleksi er medfødt og arveligt. Men hvordan kan man så være i risiko for at udvikle dysleksi?

Ligesom med andre forhold, hvor man er genetisk disponeret for et eller andet - fx allergi, psykisk sygdom, kræft m.m. - så kan forskellige faktorer være med til enten at hæmme eller fremme, at dispositionerne udvikles.

I forhold til dysleksi så kan de rette miljømæssige, personlige og kognitive forhold i nogen tilfælde være med til at understøtte, at dysleksien ikke udvikles.

Det kan bl.a. dreje sig om, at man vokser op i en familie, hvor der er stor sproglig opmærksomhed og hvor bøger er en vigtig del af hverdagen. Og det kan dreje sig om en skolegang, hvor der i indskolingen bl.a. arbejdes systematisk og direkte med bogstavlydforbindelser. Og så har elevens vilje, arbejdsindsats og øvrige kognitive formåen også indflydelse.

For nogen vil dispositionen for dysleksi være så stor, at selv de mest gunstige forhold ikke kan forhindre den i at udvikles (men måske blive mindre end under andre forhold).

For andre vil dispositionen være mindre, og i disse tilfælde vil dysleksien ikke altid blive udviklet - den vil måske blot kunne ses som en lidt mindre sikker fonologisk opmærksomhed.

Jeg kender en pige, som på både mors og fars side er lettere disponeret for dysleksi. Hun var lidt sen til at tale og især til at tale korrekt, og læsningen faldt hende ikke super nemt i de allerførste klasser. Men hun er hele sit liv blevet stopfodret med ord - rim og remser, sange, oplæsning og støtte til selvstændig læsning. I dag, hvor hun er stor, er den eneste rest af en mulig dysleksi, at hun kan blive lidt usikker på stavning af nogle få højfrekvente, ikke lydrette ord. Men måske ville hun under andre opvækstvilkår have udviklet dysleksi.

Og netop fordi dysleksi i nogen tilfælde kan undgå at blive udviklet, er det så vigtigt, at vi både tilbyder den mest effektive undervisning for alle elever, og en forstærket indsats for de elever, der ser ud til at være i risiko for udvikling af dysleksi. Og her kan ordblinderisikotesten være et godt redskab til at identificere de elever, der er i risiko.

Og så er det selvfølgelig også meget vigtigt med et godt forældresamarbejde (se Ugens tip 24), så indsatsen kan ske både i skolen og hjemme.

Hvor præcise er testene, og hvad betyder det for vores måde at teste på?

Men når det så er sagt, så er det også utrolig vigtigt, at vi er bevidste om testenes begrænsninger. Bl.a. er der jo altid den risiko, at testresultaterne ikke viser det korrekte billede. Og når vi taler om en risikotest, hvor eleverne testes i noget, som de ikke med sikkerhed kan forventes at mestre endnu, så er usikkerheden en del større.

I vejledningen til ordblinderisikotesten står der, at testen i slutningen af 0. klasse kun kan forventes at have en sikkerhed på omkring 80%, og i midten/slutningen af 1. klasse vurderes sikkerheden at være omkring 90%.

Men skal det så afholde os fra at bruge testen? Nej, det synes jeg bestemt ikke. Men det skærper kravene til, at vi også bruger vores sunde fornuft. Hverken et godt eller dårligt testresultat må stå alene, men det bør sættes i relation til både læreres og forældres oplevelser, viden og erfaringer med det enkelte barns skriftsproglige udfordringer og udvikling.

Det samme gør sig gældene med den digitale ordblindetest. Den skal benyttes, men den kan heller ikke stå alene. Og den har også en indbygget risiko for fejl.

Fra næste år er det et lovkrav, at skolen skal tage ordblindetesten, hvis forældrene ønsker det - også selv om skolen ikke vurderer, at der kan være tale om dysleksi. Dette kræver, at vi som skole er meget klare på vores procedurer og på, hvordan vi skal forholde os til et testresultat.

Hvis både skole og forældre er enige om, at eleven har vanskeligheder, der kan skyldes dysleksi, så kan den digitale ordblindetest tages fra marts måned i 3. klasse.

Hvis kun forældrene har en mistanke om mulig dysleksi og derfor ønsker testen, så kan den digitale ordblindetest først tages fra marts måned i 4. klasse.

Dette kan måske umiddelbart synes mærkeligt. Men jeg har i den forgangne uge fået en forklaring, som i min verden giver god mening. For hvis ikke begge parter ser tegn på dysleksi, så er tegnene sandsynligvis ikke så entydige og tydelige. Og jo tidligere en test tages, jo større risiko for ukorrekt resultat er der. En elev, der fx er umoden, har opmærksomhedsvanskeligheder eller andet, vil med stor sandsynlighed få et resultat i det røde felt i 3. klasse, selv om vanskelighederne ikke reelt skyldes dysleksi. Derfor skal man vente til marts i 4. klasse, hvis ikke begge parter er enige. For så mindskes risikoen for fejlagtigt resultat.

Men kan man så ikke bare teste både i 3. klasse og i 4. klasse? Jo, det kunne man vel i princippet godt. Problemet er bare, at vi så måske får elever, der går rundt i et år med en falsk dysleksidiagnose.

Og min oplevelse er, at det kan være en lang og hård proces at finde sig til rette med en dysleksidiagnose - hvad betyder det for, hvem jeg så er, for hvad jeg så kan, for hvad andre så tænker om mig?

Og på samme måde kan det være en hård proces at finde sig til rette uden dysleksidiagnosen - for hvorfor det så stadig er svært for mig at stave, og hvad kan jeg så gøre for at blive bedre?

Derfor må vi være varsomme med - og bevidst om - hvad vi gør.

Vi må teste i rette tid - og så grundigt som muligt.

Vi må være lydhøre og opmærksomme på, hvad vi ser og oplever i hverdagen.

Vi må lytte til forældrene og sammenholde det med vores faglige viden.

Og sidst men ikke mindst må vi gøre alt, hvad vi kan for at støtte det enkelte barn netop der, hvor muligheden for udvikling er.